Send til en ven   Udskriv11/3 2009 kl. 14:10
Send til en ven

Nibe bygger i Støvring


Nibe Elektronik Center, der nu ændrer navn til NECAS A/S, åbner senere på året helt ny elektronikfabrik i Støvring.

Elektronikvirksomheden Nibe Elektronik Center A/S, der i øvrigt nu skifter navn til NECAS A/S, har brug for mere plads og etablerer sig derfor i en helt ny fabrik, som er under opførelse og vil være klar til indflytning i augsut måned.

Den positive udvikling er dermed fortsat i en virksomhed, der har valgt og har haft succes med at gå mod strømmen og nu høster frugten af at tænke alternativt i en branche, hvor meget aktivitet ellers gennem årene er blevet flyttet til lavtlønsområderne i Østeuropa, Fjernøsten og særligt Kina.


Men ikke på NECAS, hvor man ikke bare har opretholdt beskæftigelsen, man har udvidet den i takt med stabile stigninger i omsætning og overskud år for år, trods store investeringer i produktionsfaciliteter. Eller måske netop derfor.

- Der er behov for, at nogen bevarer troen på fremtiden. Og her på NECAS har vi god grund til det, forklarer adm. direktør Ib Gosmer. Han glæder sig også over, at NECAS-ejeren, Hans Jørgen Jensen, Pandrup A/S, har godkendt at lægge også den nye produktionsadresse i Støvring-området i Rebild Kommune, ligesom den hidtidige, der har tjent virksomheden godt i 21 år. Den nye adresse er Juelstrupparken 9, nær motorvejen.

- Vi bliver her af hensyn til medarbejderne, og fordi vi er tilfredse med at være her, oplever et godt samarbejde med Rebild Kommune og desuden har haft relativt nemt ved at tiltrække kvalificeret arbejdskraft hertil. Man kan godt være lokal i et globaliseret verden, mener Ib Gosmer.

Ligeså tilfreds NECAS er for sin lokale forankring, ligeså glad er man lokalt for NECAS.
- NECAS' beslutning er et dejligt positivt signal at få i en lidt svær tid. Et signal, som vi håber, kan være en inspiration for andre virksomheder, siger erhvervschef i Rebild Kommune, Mogens Grøn. Han suppleres af kommunens borgmester Anny Winther:
- NECAS beslutning om ikke alene at blive men ligefrem bygge nyt og udvide i vores kommune opfatter jeg som en strategisk rigtig beslutning, som jeg kun kan være tilfreds med. Jeg opfatter beslutningen som en bekræftelse af kommunens målrettede arbejde på at fremstå erhvervsvenlig, fastslår borgmesteren.

Til kunder i hele verden

NECAS elektronikløsninger indgår i en bred vifte af forskellige produkter fra kunderne: Blandt kundeprojekterne kan nævnes elektronik til pakkemaskiner, der tæller de præcise antal meget forskellige klodser, som der i pakker med legetøj.

Der er også avanceret NECAS elektronik i landingslysinstallationerne i mange lufthavne, eller i højdemåleren, som faldskærmsudspringeren benytter, og i de metaldetektorer som slagterierne bruger for at sikre, at efterladte injektionssprøjter ikke ender i det kød, vi spiser. Der er også NECAS-elektronik i de entreprenørmaskiner, der i disse år anlægger veje og gader i lavtlønsområderne i Kina. NECAS er i øvrigt medlem af GripenDKteam, det svenske kampflyprojekt, der kandiderer til multimilliardordren som fremtidens kampfly i flyvevåbnet.

Både global og lokal

Nibe Elektronik Center A/S har man som nævnt valgt at skifte navn til NECAS, der er sammenskrivning af det hidtidige navn og samtidig en forkortelse, som man indtil nu i øvrigt har brug som adresse på virksomhedens website.

- Vi er stadig stolte af vores lokale forankring, men det lange navn må dog heller ikke blive en direkte hæmsko, fordi vores kunder har svært ved at håndtere det globalt. Med det nye navn forsøger vi på en gang at placere os i en global verden og fortsat signalere forankringen i det lokale, siger direktør Ib Gosmer. Virksomheden blev oprindeligt stiftet i Nibe i 1982 men flyttede i 1988 de 20 km sydøstpå til Støvring.

Med den udvidede kapacitet på den nye fabrik bliver NECAS i stand til at håndtere en endnu større ordreindgang, ligesom der bliver plade til flere rentmiljø-områder.

Der er også behov for større lagerkapacitet, idet NECAS er samtidig blevet stadig mere lagerførende i bl.a. kabinetter og chassis'er. NECAS opererer således i stigende omfang som ’box-builder’, idet firmaet får ansvaret for opbygning og lagerføring af de færdige produkter, hvilket selvfølgelig kræver mere lagerplads. Udover produktion af delefilter til Jamo’s spydspids indenfor højttalere er NECAS f.eks. således ansvarlig for samling af hele det avancerede højttalersystem.

NECAS har efter endnu en mindre udvidelse af medarbejderstaben omkring nytår ca. 30 ansatte. Den nye fabrik, der åbnes til august, får i første omgang et fabriksareal på ca. 2500 kvadratmeter mod 1500 kvadratmeter i den nuværende. Og så er der afsat plads og forberedt en fase 2-udvidelse, hvis den bliver nødvendig

Forrige123Næste

Elektronik & Data • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4345 1063