Send til en ven   Udskriv17/1 2012 kl. 11:14
Send til en ven

Det kan betale sig at købe opfindelser

2,76 milliarder kroner har 16 virksomheder skabt i omsætning i 2000-2009 på at have købt rettighederne til gode ideer fra almindelige borgere. Det viser en ny effektmåling fra Opfinderrådgivningen på Teknologisk Institut.

Danskerne er iderige. De finder på nye produkter og løsninger, som etablerede virksomheder kan købe, producere og sælge. Det skaber fornyelse og vækst i virksomhederne, men det skaber også nye arbejdspladser og indtægter til staten i form af moms og skat.  At arbejde med overførsel af ideer fra almindelige borgere til virksomheder er en god samfundsinvestering. 

- Helt almindelige borgere udvikler mange nye ideer til produkter og løsninger. Ideerne vil i nogle tilfælde kunne skabe stor omsætning og nye arbejdspladser. Effektmålingen giver god grund til at fokusere mere på, hvordan vi opmuntrer borgerne til at få disse ideer gjort til virkelighed, siger uddannelsesminister Morten Østergaard. 


Den samlede omsætning hos de 16 virksomheder i Opfinderrådgivningens effektmåling er på 2,76 milliarder kroner. 10 af virksomhederne i effektmålingen er danske, hvor der er skabt en øget beskæftigelse på 333 jobs herhjemme. 

Mange af de ideer og opfindelser Opfinderrådgivningen hjælper videre, bliver afsat til brancher, hvor åben innovation endnu er knap så udbredt, eksempelvis indenfor byggeriet.

Fremmer åben innovation i virksomheder

Licensiering handler om at virksomhederne udnytter ekstern viden, ideer og ressourcer.
- Hvis vi skal skabe mere innovation og konkurrencekraft, er det nødvendigt at danske virksomheder henter viden og ideer ude fra. Derfor er et af formålene med Opfinderrådgivningen at fremme åben innovation. Det glæder mig derfor, at ordningen også bygger bro til brancher, hvor innovation endnu ikke er så stor en del af kulturen, siger Morten Østergaard.

Der kommer over 1.000 unikke ideer til Opfinderrådgivningens hoveddør om året. Viden om nye teknologier, produktionsomkostninger, prototypeudvikling, marked og forhandling med virksomheder er nogen af de kompetencer, som idehaverne efterspørger mest hos opfinderrådgiverne.

- Vi er et af de Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) og kan stille viden og faciliteter til rådighed, som den enkelte borger ellers ikke har adgang til. En del af vores rådgivning foregår hands-on i vores værksteder eller i interaktion med andre eksperter fra hele verden. Opskriften på åben innovation går begge veje - vi er også nødt til at arbejde netværksbaseret og åbent med overførslen af ideer, hvis vi skal lykkes, siger centerchef på Teknologisk Institut Louise Hvid Jensen.

Bagom målingen

Effektmålingen er bygget på samtlige 203 licensaftaler som Opfinderrådgivningen har medvirket til fra 1993 frem til 2009. Opfinderrådgivningen har henvendt sig til 30 af de licenstagende virksomheder. 24 af dem har svaret og derfra er valgt de 16 mest lukrative eksempler, der står for resultaterne i effektmålingen.

Opfinderrådgivningen finansieres af Styrelsen for Forskning og Innovation og yder årligt gratis rådgivning til private opfindere. Det fører til 7-10 licensaftaler med virksomheder om året.

Rådgivningen er baseret på 'Opfinderens 10 trin', som præsenteres på hjemmesiden www.opfind.nu. Opfind.nu har cirka 2.000 tilmeldte brugere. Opfinderrådgivningen driver også Opfindertjenesten, der er en innovations-skoletjeneste for grundskolen, ungdoms- og videregående uddannelser.

Forrige12345678910111213141516
171819202122232425262728293031
3233Næste

Elektronik & Data • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4345 1063