Send til en ven   Udskriv24/6 2010 kl. 13:18
Send til en ven

Elfa fylder kataloget med nye produkter

Elfas nye katalog indeholder mere end 100.000 produkter, hvilket er næsten dobbelt så mange som i det forrige katalog. Firmaets butik i Brabrand ved Århus har også vokseværk.

Det nye katalog fra Elfa er nu på gaden, og med en detaljeret beskrivelse af over 100.000 lagerførte produkter i et katalog på godt 3000 sider, der i øvrigt næsten tre kilo,  kan man roligt konkludere, at der i mere end én forstand er tale om en ’vægtig’ ny udgivelse.

- I forhold til det forrige Elfa-katalog er antallet af produkter blevet næsten fordoblet, og vi har styrket vores position markant indenfor en lang række produktområder - herunder bl.a. halvledere, elektromekaniske komponenter, automationskomponenter, strømforsyninger, måleinstrumenter samt værktøjer, forklarer Morten Carøe Andersen, der er direktør for Elfa i Danmark.


De mange ny leverandører og produkter i den seneste udgave af Elfa kataloget er resultatet af integrationen af forretningsaktiviteterne mellem Elfa med de dybe svenske rødder og det schweiziske firma Distrelec Group (ejet af den store Dätwyler-koncern), som købte Elfa for godt et par år siden. Distrelec Group er på samme måde som Elfa en katalog-baseret distributør, der har en stærk position i specielt Mellemeuropa og Tyskland.

- Det nye katalog er det første, hvor produkterne fra henholdsvis Elfa og Distrelec Group er samlet i ét stor fælleskatalog, hvor der samtidig er lagt stor vægt på at gøre det særdeles enkelt at få overblik over hele produktprogrammet, forklarer Morten Carøe Andersen

Distrelec Group har to hovedlagre i henholdsvis Schweiz og Tyskland, mens Elfa-kunderne i Nordeuropa får varer fra det store centrallager i Stockholm, hvor antallet af forskellige varenumre er blevet næsten fordoblet inden for det seneste års tid. En så markant udbygning af lagret i Stockholm har selvfølgelig repræsenteret en stor logistikmæssig udfordring, men sikrer samtidig ’dag-til-dag’ levering af langt den største del af det udvidede produktprogram til bl.a. de danske Elfa-kunder.

Kraftigt forbedret internetplatform

At aktivitetsniveauet har været højt i det seneste års tid, understreges også ved, at Elfa i begyndelsen af april måned lancerede en helt ny internetplatform, der selvfølgelig indeholder hele det samlede produktprogram, og som noget meget væsentligt også inkluderer f.eks. stærkt forbedrede søgefunktioner i sammenligning med den tidligere platform.

Ligesom andre katalogdistributører oplever Elfa, at en stadig større del af det samlede salg generes via internettet, men der er brug for både det trykte katalog og internettet, fordi de to ’platforme’ har hver deres styrker og samlet set komplementerer hinanden særdeles godt, fremhæver Morten Carøe Andersen.

Udbygger forretningen i Århus

Elfa købte for godt fire år siden Århus Radio Lager, med butikken i Brabrand ved Århus, og med omkring 20.000 af produkterne fra Elfa programmet på lager, trækker butikken såvel professionelle som private kunder fra hele Jylland og i nogle tilfælde også Fyn.

- Vi har mellem 150 – 200 ekspeditioner i butikken om dagen, og der er typisk tale om det, man kan kalde ’her-og-nu’ ordrer, der skal bruges i forbindelse med service- og reparationsopgaver, siger Morten Carøe Andersen.

Det er i øvrigt planen, at antallet af lagerførte produkter i butikken skal udbygges i takt med udvidelsen af det samlede Elfa produktprogram, og bl.a. derfor er butikken i øjeblikket under ombygning, så det samlede butiksareal bliver forøget fra de hidtidige omkring 400 kvm. til omkring 800 kvm.

Elektronik & Data • Odsgard A/S • Stationsparken 25 • 2600 Glostrup • Tlf: +45 4345 1063